Delikatessen

Mísia må siges ikke bare at være en sanger, endsige fadosanger. Hun er en kunstner, der som en anden kamæleon pendler rundt i stilarter, udtryksformer, genrer og sprog, ligesom hun har optrådt på teater og i film.  

Derfor kan det ikke undre, at hun selv har mange forskellige inspirationskilder og en bred smag rent musikalsk. Det har hun vist på albums som Canto, der hyldede komponisten Carlos Paredes og Drama Box, der bestod af en blanding af fado, bolero og tango. Og det viser hun til fulde på sin nye CD med den usædvanlige titel Delikatessen – Café Concerto. Her har hun besøgt film- og musikhistorien på tværs af grænser og kontinenter, omarrangeret, indbudt gæster og givet det hele sit eget personlige præg. Ud kommer et kaotisk måltid, som hun selv formulerer det i covernoterne, hvor hun præsenterer albummet som en samling af hendes små livretter, hvilket altså begrunder titlen. Ingredienserne er sange, hun selv holder af fra forvundne tider, fra biograferne og fra forskellige kulturer og epoker.

Resultatet er meget spraglet. Til tider kitschet som på Contigo Aprendi, hvor hun synger duet med den mexicanske tenor Ramón Vargas eller lidt vel manisk og melodramatisk, som på åbningssangen Fado do Ciúme, der ligger milevidt fra Amálias version såvel tempomæssigt som rytmisk. Andre gange er det flot og afdæmpet som i hendes version af spanske Miguel Hernández´ smukke digt, Nanas de la Cebolla. Og andre gange igen muntert som på den lille cabaretagtige spanske bagatel Água Que No Has de Beber eller dansabelt som på Artur Ribeiros dejligt svingende Cha Cha Cha em Lisboa, der er sværd at holde kroppen i ro til.

En anden fadosang er Só nos Dois, som Tony de Matos gjorde kendt i filmen "A Canção da Saudade”, men som her har fået en tung basgang, der gør den mere mørk og dyster. Fadoen stikker altså sit hoved frem, men får et twist, så der er langt til den traditionelle fado, Mísia også har dyrket. I stedet får vi en smuk duet med brasilianske Adriana Calcanhotto på boleroen Que Será, latinsangerinden La Lupes Esas Lagrimas son Pocas med gæsteoptræden af folkrock gruppen Dead Combo, franske chansons som Edith Piafs Les Mots d´Amour og argentinske Astor Piazzollas Oblivion, som er hentet fra den italienske filminstruktør Marco Bellocchio’s film Henry IV fra 1984.

Filmreferencerne fortsætter med den afdæmpede og melankolske Chanson d´Helene, som Romy Schneider og Michel Piccoli fremførte i Claude Sautes ”Små ting i livet”. I Mísias version er Michel Piccoli udskiftet med selveste Iggy Pop, som med sin dybe stemme reciterer løs på fransk. Den gamle punksanger har da også på det seneste selv kastet sig over franske sange. Rækken af gæster er altså lang, men som Mísia selv skriver, er det rarest at indtage et godt måltid med andre. 

Albummet rummer mange udmærkede perler. Men som helhed er det strittende og uden retning. Der er lidt for mange forskelligartede ingredienser til at måltidet bliver harmonisk. Gæster ind og ud. Tempoet op og ned. Sange på spansk, fransk og portugisisk. Opera, latin og franske viser. Det kan være svært at holde styr på. Det kan fornøje, men er svært at fordøje.

Estacion de Rossio er fx en smuk spansk sang om Rossio-banegården i Lissabon, fremført af portugisiske Mísia, som har tilegnet skæringen den franske fotograf Sophie Calle, som hun tidligere har samarbejdet med. Lag på lag og omveje som en postmoderne leg. Det er underholdende og dygtigt udført, men jeg kan ikke lade være med at længes efter, at hun blot synger en af de mange klassiske fadosange, der på samme vis omhandler lokaliteter i Lissabon.

Mísias hjemmeside: http://www.uk.misia-online.com/

Filmklip med Tony de Matos: http://www.youtube.com/watch?v=9hY72be9ds0