onsdag den 25. oktober 2017

Portvinsbibel i Pixi-udgave

Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin” har mange gode kvaliteter, men velegnet til rejsebrug kan man ikke ligefrem kalde den. Derfor er det oplagt at lave en lille handy udgave med de mest nødvendige oplysninger. ”Portvin i glasset”, som Oldenburgs nye bog hedder, er i lommebogsformat og let at gå til, men samtidig med den vidensmæssige tyngde og det historiske overblik, som præger hovedværket.
Bogen indledes med en gennemgang af ”2000 år på 32 sider”, hvorefter de rent informative afsnit om portvinstyper, årgange, huse mv. følger. Årgangsskemaet rækker fra seneste årgang (2015) og tilbage til 1963 og medtager altså ikke helt gamle årgange, men de mest tilgængelige på markedet.
I afsnittet ”Find din portvinssmag” er enkelte væsentlige karakteristika beskrevet for de forskellige typer sammen med en liste over farve, næse, smag etc. Listen er dog ikke helt nem at finde ud af ved første øjekast og kunne være lavet mere enkelt og logisk.
Afsnit med portvinshuse nævner også importører med henvisning til hjemmeside, så læseren selv kan finde frem til, hvilke vine, der er til at få i handlen herhjemme. Alle portvinshuse er ikke nævnt, men de største og mest væsentlige er med – sammen med forfatterens personlige udvalg af mindre huse.
Som noget nyt har Oldenburg lavet en lille liste over sine egne favoritter i form at 12 anbefalede vine. Listen omfatter dog kun de fire forskellige typer af tawny med alder, selv om der sniger sig et par hvide ind, og den byder på såvel selvskrevne huse som enkelte overraskelser set med mine øjne. Det må efterprøves!
Endelig følger til sidst en lille ordliste med såvel portugisiske som engelske ord, der alle får deres lille forklaring, ligesom der er henvisninger til portvinsfestivaler, -klubber og -barer.
Oldenburgs baggrund som historiker er tydelig, idet afsnittet om portvinens historie er fyldigt, grundigt og godt fortalt. Man kan selvfølgelig diskutere vægtningen, idet historieafsnittet udgør næsten en tredjedel af bogen, men på den anden side er det vel ”god opdragelse”, at den gyldne drik sættes ind i en historisk og kulturel kontekst. Portvin er ikke bare noget, der kan hives ned fra hylden. Det er også historiefortælling, tradition og fornyelse. Portvin er skabt over tid og skal nydes over tid.
”At nyde er at lære”, lyder det i indledningen, og bogen er netop skrevet for, at de nysgerrige kan lære, mens de nyder. Og så er den – som nævnt indledningsvist – glimrende at have med i lommen, mens man går rundt på kajen i Vila Nova de Gaia og overvejer sit næste besøg.
Fin lille – og billig – gaveidé til nybegyndere eller andre nysgerrige portvinsnydere. Eller måske en mandelgaveidé her til jul?


Henrik Oldenburg: Portvin i glasset. Rosinante 2017, 128 sider, vejl. udsalgspris: 69,95 kr.

søndag den 8. oktober 2017

Casa do Alentejo

Udefra synes stedet ikke af noget, men indenfor åbner det sig op med en flot udsmykket og maurisk inspireret forhal. Videre op ad trapperne følger restaurant, balsal og bibliotek.


Casa do Alentejo ligger i en af Lissabon travle turistgader, hvor tjenere lokker med menukort på mange forskellige sprog. Men finder man først vej ind af den lille port og op ad trapperne får man en anderledes oplevelse. For det første rent visuelt, hvor de flotte dekorerede lokaler og sale minder om fordums storhed. Ornamentik, træarbejder, malerier og azulejosbilleder, som romantisk gengiver arbejde og fest på landet.


Casa do Alentejo er indrettet i et fornemt palæ fra slutningen af det 17. århundrede, men er siden blev ombygget af flere omgange. I starten af 1900-tallet fungerede stedet som kasino, og i 1932 blev det så leaset af Grémio Alentejo – en slags lav eller forening for regionen Alentejo. Formålet var at skabe kulturelle aktiviteter mv. for indbyggere, som kom fra Alentejo, og generelt promovere regionen overfor hovedstaden. Da foreninger ikke var velsete under Salazars Estado Novo, blev det omdøbt til Casa do Alentejo.
Restauranten er hverken dyr eller eksklusiv trods de fine omgivelser, men serverer solid mad med afsæt i Alentejo til yderst rimelige priser – og det selvfølgelig med afsæt i regionens kulinariske traditioner. Under et besøg i forleden aften nød jeg således først en Acorda Alentejano, som er en suppe med masser af hvidløg, brød og pocheret æg, og derefter en af mine favoritretter, Carne de Porco Alentejano, bestående af marineret svinekød med små muslinger og koriander. Dertil en vin fra Alentejo fra Magnum Carlos Lucas, Maria Mora.



Mange turister har selvfølgelig allerede fundet vej til Casa do Alentejo, da stedet omtales i de fleste guidebøger. Men det er absolut også værd at besøge – både for synets skyld, men også for maden, hvis man kan lide mere traditionel, men veltilberedt portugisisk mad. Læs mere her.

tirsdag den 26. september 2017

lang fredag med Faria

José Saramago og Fernando Pessoa. Det er de to portugisiske forfattere, som er mest kendte herhjemme, hvilket dog ikke siger så meget, da portugisisk litteratur desværre ikke har vores store opmærksomhed.
Derefter begynder det at knibe for de fleste. António Lobo Antunes og Agustina Bessa-Luís er heldigvis også pænt oversat til dansk. Og så er der jo klassikeren Lusiaden af Camões, som desværre kun findes i en antik udgave. Men Portugal byder på flere spændende forfattere, og nogle af dem er heldigvis også repræsenteret med enkelte oversættelser, José de Almada Negreiros, Eca de Queiroz og Almeida Faria f.eks.
Af sidstnævnte har Forlaget Ørby tidligere udgivet den skælmske pastiche over sebastianismen, Sebastian Erobreren og den lille fortælling Vanitas. Nu følger forlaget Jensen & Dalgaard så op med et af hans tidlige hovedværker, lang fredag i Ole Eistrups oversættelse. Og ja, den hedder lang fredag med småt og delt i to ord, selv om den netop foregår en Langfredag.
Almeida Faria er født i Alentejo i 1965 og debuterede som kun 19-årig med Rumor branco, som kort tid efter blev fulgt af netop A paixão, som den originale titel lyder. Det er altså en ældre sag, der nu langt om længe kommer på dansk. Bogen udkom i en tid, hvor Portugal stadig var tynget af Salazar-styrets Estado Novo. Det gjaldt også kulturen og litteraturen, hvor censuren filtrerede meget fra – og ville man ikke indordne sig, risikerede man selv at blive filtreret fra.
Almeida Farias lille roman slap gennem censuren, og det kan i og for sig undre, når man læser den i dag, da den foruden at være et glimrende portræt af livet på landet også rummer en del slet skjult kritik af samfundsforholdene.
Vi er i en lille by i Alentejo, landets største provins, men med lav befolkningstæthed. Her følger vi livet i og omkring en enkelt større landejendom fra tidlig morgen til sen aften en Langfredag i påske. Der er tale om en slags kollektiv fortæller, idet synsvinkel skifter fra person til person – og ikke mindst fra top til bund i det sociale hierarki. Og med synsvinklen skrifter også fortællestilen – fra den studerende søns brug af mere akademiske ord til den næste analfabetiske tjenestepige Estela.
Handlingen er en blanding af banale hændelser og tanker om daglige gøremål, hvad enten det slidsomt arbejde, leg eller besøg hos elskerinden. Dertil kommer en dramatisk ildebrand, som måske er påsat?
Med sin brug af forskellige fortællestemmer, billedsprog, stream of consciousness og indskudte parenteser, er sproget dejligt levende og varieret, medrivende og poetisk. Det er ikke en stor episk roman, men med enkle virkemidler formår Almeida Faria at fortælle meget om en tid og et sted – og om et samfund på godt og ondt.
Og samfundskritisk er bogen, som f.eks. i denne længere passage:
”… slave, glem ikke at du er slave, at dine livsvilkår hverken er naturgivne eller retfærdige, men gamle, umenneskelige og foranderlige; tøv ikke, for tiden tillader ikke tøven; tænk ikke på din kone eller på dine børn, men kun på dine børns børn, dem der bliver født når du allerede er død, og som vil blive født som frie, hvis du ønsker det...”
Foruden at vi læser om det daglige slid, hører vi også ad omveje om fængsler og tortur, om Angola og om ”en mere radikal revolution, der kan gøre en ende på denne grasserende udbytning som det bureaukratiske, borgerlige udyr genopfinder igen og igen…”.
Jo, det kan undre, at bogen fik lov til at blive udgivet, og Almeida Faria løfter sågar slutteligt synsvinklen en tand op, så den slutter med en kommenterende og selvrefererende fortæller:
”… en brønds hvide plet, en fugls dybe skrig, skyggerne af storke der bevæger sig som spøgelser, hunden der hyler i det fjerne, Alentejos vældige uendelighed; således moderen, Marina, og de andre, hvorfor optrådte de på denne dag? de optrådte fordi de er den stemme den progressive fortrop har bedt om at låne, den fremtidens kraft i det land jeg taler om, den kommende fortælling, den forestående opgave.”
Svært ikke i bagklogskabens lys at læse Nellikerevolutionen i 1974 ind i denne programerklæring fra Almeida Faria.
Spændende at bogen langt om længe er tilgængelig på dansk. Tak til forlaget for det, men det burde – også for aktualitetens skyld – være sket langt tidligere.


Almeida Faria: lang fredag. Jensen & Dalgaard 2017, 152 sider. 

lørdag den 9. september 2017

Portvinsfestival i Odense

Portvin er de senere år vokset i popularitet herhjemme. Det kan ikke alene aflæses i statistikker over import og salg, men også i antallet af portvinsklubber og -festivaler. Nye kommer hele tiden til landet over. Hvad angår festivaler har Henrik Oldenburgs traditionsrige Portvinsfestival på Børsen, som altid finder sted første mandag i november, fået følgeskab af en festival i Aabenraa og af Portvinsmessen i Roskilde, som startede i 2015. Og den 3. februar næste år følger debutanten Aarhus Portvinsdag.
Odense fik sin egen portvinsfestival sidste år i den hyggelige gågade Vintapperstræde lige i byens centrum, og i denne weekend fulgte man succesen op med udskænkning af portvin såvel fredag som lørdag. Konceptet er noget anderledes end de andre festivaler – og det på flere måder.


For det første foregår arrangementet udendørs, hvilket giver en anden stemning. Første år i bagende sol. I år silede regnen ned, så der var udsigt til paraplyer. Det holdt dog ikke folk tilbage. Stemningen var god, og det virker fint at inddrage en hel lille gade til formålet.
For det andet er der ikke tale om, at man køber sig adgang til fri udskænkning af små smagsprøver, men et anderledes system, hvor man sammen med et armbånd får udleveret et smagekort samt mulighed for at tilkøbe poletter. Smagekortet giver fri udskænkning af såkaldte signaturvine – og her må man sige, at der er stor forskel på gavmildheden hos de i alt 10 vinhandlere og importører, som deltog i år. Med ekstra poletter har deltagerne så mulighed for at købe vine med mere alder, så man altså også kan smage portvin fra den øverste hylde.


Det kan umiddelbart virke lidt forvirrende, hvis man er vant til at kunne smage frit, når man først er indenfor. Men det virker. Dog vil jeg opfordre arrangørerne til at overveje at gøre det valgfrit, om man vil købe signaturvinene eller ej, sådan at også er muligt at købe en armbånd til lavere pris sammen med retten til at købe poletter. Det er jo ikke alle, der har lyst til at drikke sig igennem 10 signaturvine og så først derefter smage selvvalgte glas.
Det anderledes koncept tiltrækker nok et bredere publikum end de andre festivaler. Portvinsnørder er der også nogle af, men langt flere af deltagerne er uden de store forudsætninger, men med nysgerrigheden og ikke mindst lysten til at nyde nogle gode glas, lære mere om portvin og samtidig få en festlig dag. Stor respekt for det.


Selv fik jeg hilst på venner og bekendte på begge sider at udskænkningsbordene. Jeg fik også en snak med Portugals ambassadør Rui Macieira og Silvia Schiermacher fra ambassaden, som igen i år havde taget turen over og bl.a. blev modtaget af rådmand Steen Møller. Og endelig blev det også til et gensyn med Mariana Tavares fra Ramos Pinto, som var kommet op fra Portugal for at hjælpe med at skænke ud.
Og jo. Jeg fik også smagt lidt portvin: Ramos Pinto 10 års Tawny, Colheita 2005 fra Porto Reccua, Niepoort Crusted Port, São Leonardo 20 år hvid, Graham´s Six Grapes Limited Edition og Blackett 20 års Tawny. Og ja, jeg sprang signaturvinene over.



Tak for initiativet. Håber helt sikkert, at festivalen er kommet for at blive. Det har byen fortjent, og det har portvinen fortjent.

torsdag den 17. august 2017

Andersen og Portugal i Odense

Sidste år var det 150 år siden vores verdenskendte forfatter H.C. Andersen besøgte Portugal. Turen varede i godt tre måneder, hvilket der kom en fin lille rejsebog ud af, ”Et besøg i Portugal 1866”. Bogen kan anbefales til alle, der skal til Portugal – især hvis rejsen kommer forbi byer som Lissabon, Coimbra, Sintra og Setubal, hvor Andersen opholdt sig mest.
I H.C. Andersens fødeby Odense afholdes hvert år H.C.Andersen Festivals med en lang række aktiviteter, udstillinger, teaterforestillinger og andre kulturtilbud i løbet af næste uge. Den portugisiske ambassade i Danmark har valgt at deltage med et par programpunkter i årets festival, idet de står bag en udstilling og en filmforevisning – begge med visse tråde til Andersen besøg i landet for godt 150 år siden.
Udstillingen viser skolebørns tegninger af den store akvædukt i Lissabon, Águas Livres. Da Andersen opholdt sig i Lissabon boede han på Quinta do Pinheiro, som i dag er en del af den amerikanske ambassade, og herfra han havde udsigt til netop Águas Livres, hvilket kan berettede om i sin rejsebog. Han lavede også en tegning af akvædukten og beskrev den altså både i ord og streg, hvilket netop var den opgave de portugisiske skolebørn fik stillet.


Udstillingen, som er kurateret af den dansk-portugisiske kunstner Henrique Hinnerfeldt, kan ses i Møntergården fra tirsdag den 22. til lørdag den 26. august. Læs mere her.
Tråden fra Andersen til filmen ”Vejen til Sintra” er måske lidt søgt, men da det er sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film herhjemme, er det et fint initiativ. Og jo, Andersen besøgte da Sintra netop omkring den tid, hvor en del af filmen foregår. Handlingen er nemlig inspireret af romanen ”Mysteriet på vejen til Sintra”, skrevet af den store portugisiske forfatter Eça de Queirós i samarbejde med Ramalho Ortigão. Bogen blev udgivet i avisen Diário de Notícias over nogle måneder i 1870 og regnes for landets første kriminalhistorie. Kort fortalt handler den om to mænd, der kidnappes og føres til et hus, hvor de finder et lig. Da fortællingen gik som føljeton i avisen, troede læserne, at der var tale om en virkelig historie – akkurat som da Orson Welles langt senere dramatiserede Klodernes Kamp i radioen og udløste panik blandt lytterne.
Filmen er instrueret af Jorge Paixão da Costa, som vil være til stede ved visningen onsdag. Men der er ikke tale om direkte filmatisering af romanen, idet filmens handling udspilles på flere planer og sammenfletter fiktion og virkelighed.
”Vejen til Sintra” vises på Møntergården onsdag den 23. august kl. 16. Læs mere her.
Akvædukten i Lissabon og Sintra vil altså være i fokus under H.C. Andersen Festival – og lad da bare digteren få de sidste ord. Inden afrejsen skrev Andersen et lille digt, som hyldede nogle af de steder, han besøgte, og sidste strofe lyder således:
Aqvædukten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en ven.
Sødt at mødes, tungt at skilles, 
Mon I huske mig igjen?

onsdag den 28. juni 2017

Garrafeiras i Gaia

Det var en usædvanlig smagning, der fandt sted forleden i Vila Nova de Gaia – nærmere bestemt i Barão de Vilars portvinslodge. Indbydelsen kom fra den danske portvinsentusiast og -samler Peter Skov, som jeg kender godt fra The Vintage Port Club. Peter var et par dage før blevet optaget i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev det sidste år (læs her). Som en tak havde han inviteret en lille kreds af danskere, som var i Portugal for at fejre optagelsen, samt en række gode kontakter fra Portugal og USA.


Alene selskabet gjorde det til en særlig begivenhed. Foruden os otte danskere deltog Roy Hersh og Mario Ferreira fra verdens førende portvinssite For The Love of Port samt Alvaro van Zeller (Barão de Vilar/Maynards), Carlos Flores (Andresen), Pedro Pintao (Pocas), Elsa Couto (Dalva/Porto Cruz), George Sandeman (Sandeman/Sogrape), Oscar Quevedo (Quevedo) og ikke mindst Dirk Niepoort, da det netop var flasker fra Niepoort, som var på programmet til smagningen.


Men det var ikke hvilke som helst flasker, vi skulle smage. Der var tale om den komplette række af de såkaldte Garrafeiras, som Niepoort har produceret i årene fra 1931 til i dag. Betegnelsen Garrafeira er afledt af ordet garrafa, som betyder flaske. Slår man op i en ordbog står der betydninger som flaskeskab og -reol eller ligefrem vinkælder. Det specielle ved Niepoorts Garrafeiras er netop, at de har lagret på en særlig flaske, nemlig de såkaldte demijohns. Der er tale om en slags apoteker-glasballon, som kan rumme mellem 8 og 11 liter. De blev købt af anden generation af Niepoort-familien hos et glasværk i Oldenburg, og det var Dirks bedstefar, som sidst i 30´erne fandt på at hælde noget af hans bedste vin på flaskerne, hvor de så kunne lagre yderligere. Med andre ord lagrer portvinen først på fad i nogle år, hvorefter den lagrer i længere tid på demijohns. Når de så vurderes at have opnåede den ønskede karakter dekanteres de på almindelig portvinsflaske og sendes på markedet. Udviklingen på de store demijohns er meget anderledes end, hvis vinen var forblevet på fad, idet flaskerne selvsagt ikke afgiver de samme fadaromaer. Resultatet er en vin som godt nok er ældet og har fint med tertiære noter, men som samtidig har bevaret en vis friskhed og større mængde frugt end almindelig Colheitas.    


Indtil i dag har Niepoort kun fremstillet 10 forskellige udgaver af Garrafeiras, og som nævnt var samtlige 10 omhyggeligt dekanteret og linet op ved smagningen i Gaia. Dirk Niepoort fortalte, at han kun havde kendskab til, at en sådan smagning af hele serien havde fundet sted to gange før. Han havde selv deltaget i en smagning tidligere, og sidste år i Danmark var Peter Skov ligeledes vært for en Garrafeira-smagning. Ifølge de, der deltog i den første smagning i Danmark, præsterede vinene generelt bedre nu i Gaia. Hvem ved, måske de havde hjemve!


Her er mine smagenoter fra dagen. De to årstal i parentes er henholdsvis året, hvor de er tappet på demijohns, og året hvor de er flasket om. Som det fremgår, er der forskelle på, hvor længe de har ligget på fad inden første aftapning, og hvor længe de har lagret på demijohns.

Niepoort Garrafeira 1977 (1982, 2007)
Rødbrun med lidt teglrødt islæt. Meget frisk næse med modne røde bær og brombær. Ungdommelig med godt med frugt bevaret, flot syre, krydret og fin balance (90).

Niepoort Garrafeira 1967 (1972, 1981)
Lys brun med orange kant, klar og med et flot skær. Lidt grønne og friske noter i næsen, men også mørke bær og karamel. Dejlig blød i munden, starter let og elegant, men kommer så i anden omgang med kraft og tyngde. Kompleks, i fin balance og med en lang hale. En stor portvin (95).

Niepoort Garrafeira 1964 (1971, 1979)
Lys, rødbrun og klar. Duft af røde bær, men også lidt lukket i næsen og med lidt præg af sæbe. Ikke så meget friskhed og mangler lidt frugt og finesse. Kort (87).

Niepoort Garrafeira 1952 (1955, 1987)
Lys, gyldenbrun. Lidt røde bær i næsen, men også fadpræg, ikke så markant i starten. Bedre i munden med blødhed og en fin kombination af frugt og fad samt mineraler. Intens og elegant (94).

Niepoort Garrafeira 1950 (1955, 1979)
Mørkebrun med orange kant, lidt uklar. Modne og mørke toner i næsen, karamel, men også lidt sæbe. I munden er den kraftfuld og byder på flere lag, abrikos og karamel samt fin kompleksitet (93).

Niepoort Garrafeira 1948 (1952, 1973)
Flot gylden brun, klar. Fin duft af modne bær og karamel. Blød og cremet i munden med marcipan, frugt, friskhed og kompleksitet. Voksede med tiden (93).



Niepoort Garrafeira 1940 (1945, 1963)
Brun med lys kant og lidt orange, nærmest grønligt skær, uklar. Tydeligt fadkarakter med duft af farin og lidt orange. Karamel i munden, frisk, lidt Madeirapræg, men ikke voldsom kompleks (91).

Niepoort Garrafeira 1938 (1943, 1977)
Orange, brun. Fadnoter, men også sæbepræg i næsen, som desværre ikke forsvandt. Lidt sart, frisk og bitter, elegant og med lang hale, men ikke den store kompleksitet (89).

Niepoort Garrafeira 1933 (1936, 1966)
Orangebrun. Lidt acetone i næsen til at starte med, men det aftog heldigvis til fordel for bær og orangeskal. Utrolig frisk med mandler, orange og krydderier. Meget flot balanceret og med gode nuancer. Minder en del om en fin Colheita (94). 

Niepoort Garrafeira 1931 (1938, 1979)
Brun med orange kant, sløret. Markant duft af farin og lidt karamel. Godt krydret og i flot balance, nødder og farin samt lidt sprittet hale (90).


Min konklusion er, at Garrafeiras er lidt sin egen type – uden hermed at have sagt, at der er bedre end Vintage eller Colheitas. Som det gerne skulle fremgå ovenfor, er nogen af dem mere colheita-agtige, mens andre har mere præg af frisk frugt. Det var spændende at smage dem alle i godt selskab. Så skulle chancen byde sig, kan det anbefales. Og om nogle år er rækken i øvrigt vokset med et par flasker mere, idet Dirk holder et skarpt øje med sine demijohns, som rummer såvel årgang 1983 som årgang 1987.

Endnu en gang til Peter Skov for at samle flaskerne og ikke mindst for at invitere.

lørdag den 24. juni 2017

Regatta på Douro

Min karriere som kapsejler blev kort. Troede ellers på gode vinderchancer, da der nu var en ægte viking ombord på den gamle Barco Rabelo, som efter sigende er delvist inspireret af de gamle vikingeskibe. Men nej. Sådan skulle det ikke gå. Fem minutter efter starten brød sejlet sammen. Knækket og knust. Turen var slut, og vejen tilbage var i form af bugsering af en lille båd med påhængsmotor.
Ærgerligt, men fornøjeligt var det.


Båden var opkaldt efter selveste Dona Antonia og tilhører portvinsfirmaet Ferreira. Jeg havde fået lov til at være med blandt besætningen, da båden skulle sejle om kap med de andre portvinsbåde – en årlig sejlads arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Her bliver alle de gamle både sejlet ud til udmundingen af Douro, hvorefter de skal sejle ind til mållinjen lige ud for Sandemans lodge. Festligt, fornøjeligt, men altså også en kort tur for vores vedkommende.
Vinder af årets regatta blev i øvrigt Calém, som vandt foran båden fra Fonseca. Vores båd var vist den eneste der udgik, hvis vi ser bort fra Dow´s, som sank natten inden – måske som følge af São João festen. Visse tunger vil nok sige sabotage. Det påberåbte vi os også, og så vi var vi enige om, at vi i det mindst var den første båd, der sluttede sejladsen.


Turen starter med, at man mødes sammen med det øvrige mandskab og får udleveret T-shirt og andet udstyr. Derefter stiger man ombord, hvorefter en motorbåd bugserer os ud til udmundingen, hvor vi og de andre både så venter på starten. Ventetiden går med en god snak og en del vin og portvin samt spisning af medbragte lækkerier. Med i båden var bl.a. Inez Vaz, António Rocha Graca og Ligia Marques fra Sogrape samt Luis Sottomayor, som er winemaker for Sandeman, Offley og Ferreira og Confraria-kaptajnen João Engracia Antunes. Dejlige mennesker, som det var rart at få en snak med.


Da det annonceres, at der er fem minutter til start, stiger intensiteten. Den del af mandskabet, der har det hårde arbejder tømmer deres glas og gør sig klar. Vi andre venter lidt og skåler endnu en gang. 


Da starten så lyder, hejses sejlene, nogle både får fart på med det samme, andre har vanskeligheder. Det sidste gjaldt desværre Ferreiras båd, som aldrig nåede at få fart og snart med sammenbrud til følge. Men så var der jo tid til et glas mere eller to, mens vi langsomt blev sejlet retur.



Idéen med en årlig regatta er glimrende. Det er et flot syn for turister og alle andre at se de mange flotte både komme sejlende. Og så er det ikke mindst en herlig event, som efterfølges af præmieoverrækkelse ved Sandemands portvinskælder og en middag med vin og portvin indenfor. God reklame for de forskellige portvinshuse. God reklame for portvinsbroderskabet. Og en god anledning til en fest for portvinsfolket.